Pendler du til arbejde, er der godt nyt: Folketinget har vedtaget en midlertidig forhøjelse af kørselsfradraget for 2026. Forhøjelsen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar, så alle årets kørselsdage tæller med – og for mange pendlere er der flere tusinde kroner at hente.
Baggrunden for forhøjelsen er de stigende brændstofpriser, og satserne gælder derfor kun for indkomståret 2026. Ifølge Skatteministeriet vil den gennemsnitlige pendler få omkring 2.300 kr. ekstra mellem hænderne.
De nye satser for 2026
- 0-24 km pr. dag: Intet fradrag
- 25-120 km pr. dag: 3,17 kr. pr. km (før 2,28 kr.)
- Over 120 km pr. dag: 1,59 kr. pr. km (før 1,14 kr.)
- Bor du i en yderkommune eller på visse småøer: 3,51 kr. pr. km på hele strækningen
Hvem kan få fradraget?
Kørselsfradraget – også kaldet befordringsfradraget – afhænger alene af afstanden mellem din bopæl og din arbejdsplads. Det er uden betydning, om du kører i bil, tager toget eller cykler.
To betingelser skal være opfyldt: Din samlede daglige transport skal overstige 24 km tur/retur, og du får kun fradrag for de dage, du faktisk møder fysisk på arbejde. Hjemmearbejdsdage, ferie, sygdom og dage med arbejdsgiverbetalt transport tæller ikke med.
Et konkret eksempel
En medarbejder bor i Roskilde og arbejder i København – 35 km hver vej, altså 70 km dagligt. Med 210 kørselsdage om året ser regnestykket sådan ud:
Fradragsberettiget afstand pr. dag: 70 km – 24 km = 46 km
- Med de nye satser: 210 dage × 46 km × 3,17 kr. = 30.622 kr.
- Med de gamle satser: 210 dage × 46 km × 2,28 kr. = 22.025 kr.
Fradraget stiger altså med 8.597 kr. Da kørselsfradraget er et ligningsmæssigt fradrag, svarer det til en reel skattebesparelse på cirka 2.300 kr. ekstra i 2026.
Vil du have pengene nu? Så opdater din forskudsopgørelse
Vil du mærke besparelsen allerede i årets sidste måneder, skal du selv rette kørselsfradraget i din forskudsopgørelse på TastSelv. Skattekortet genberegnes automatisk, og værdien fordeles på de resterende lønudbetalinger i 2026.
Gør du ingenting, mister du ikke fradraget – det bliver i stedet opgjort samlet på årsopgørelsen i foråret 2027. Vær dog opmærksom på, at fradraget ikke automatisk overføres fra forskudsopgørelsen til årsopgørelsen. Tjek derfor, at antallet af kørselsdage stemmer med virkeligheden, når årsopgørelsen åbner – husk at trække hjemmearbejde, ferie og sygedage fra.
Har du ansatte? Så del budskabet
Som arbejdsgiver koster forhøjelsen dig ikke noget – men den er en god anledning til at minde medarbejderne om at opdatere forskudsopgørelsen. Det opleves som en lønstigning uden at røre lønbudgettet.
Usikker på dine kørselsdage eller satser?
Reglerne om yderkommuner, hjemmearbejde og arbejdsgiverbetalt transport kan hurtigt blive komplekse. Hos Boreco hjælper vi dig med at sikre, at dit fradrag er korrekt – hverken for lavt eller for højt. Kontakt os for en uforpligtende snak.