26. april 2024

Skattefri ladestander og el til din firmabil på arbejdsgivers regning

Har du en firmabil, der kører på el, kan du skattefrit få installeret en ladestander på din private bopæl på din arbejdsgivers regning.

Betaler arbejdsgiver for installation og drift af ladestanderen til din firmabil, betragtes det nemlig som et skattefrit personalegode.

Også dit forbrug af el til opladning af firmabilen kan din arbejdsgiver betale, uden at du beskattes af det.

Du skal dog kunne adskille opladningen af firmabilen og en evt. privat elbil.

Overdragelse af privat ladestander

Har du ikke længere en firma-elbil stillet til rådighed, har du desuden mulighed for skattefrit at overtage ejerskabet af ladestanderen.

Dette forudsat at du har haft elbilen stillet til rådighed i en sammenhængende periode på min. 6 måneder efter d. 1. juli 2022, og at der ikke er tale om en gulpladebil.

Opladning af privat elbil på arbejdspladsen

Helt så fordelagtigt er det dog ikke, når det gælder opladning af din private elbil på arbejdspladsen.

Tilbyder din arbejdsplads gratis el til opladning af din private elbil, betragtes det som sparet privatforbrug og er derfor et skattepligtigt personalegode, såfremt det overstiger bagatelgrænsen på 1.200 kr.

Skal vi samarbejde?

Book et uforpligtende møde med vores statsautoriserede revisorer, og få kvalitetsrevision, der styrker din virksomhed.